| |
Sep 02
… til jobsamtale.
Jeg skal i ilden i morgen lige inden middag laaangt ude på landet
Heldigvis kører der busser derud, og det endda ca. hver anden time, så hvis det viser sig, at de gerne vil lege med mig indtil slutningen af maj næste år, er jeg selvfølgelig mere end frisk og så betyder en bustur på 45 minutter hver vej knap så meget.
Skal jeg være helt ærlig, så kan jeg godt mærke at sommerfuglene basker lidt rundt lige nu, selvom det trods alt er lidt beroligende, at det gik godt sidste gang.
Sep 01
Efter at lave læst faglitteratur i rigtig mange år, er jeg ved at genfinde lysten til at læse skønlitteratur. Jeg kan dog hverken finde hoved og hale i de mange bøger der bliver skrevet i dag, så jeg har brug for lidt hjælp til at sortere skidt fra kanel.
Jeg er ikke engang klar over hvad jeg har lyst til at læse, så der er frit valg på alle hylder nu hvor anbefalingerne forhåbentlig regner ned over mig 
Aug 25
Tilbage i 90′erne var jeg så “heldig”, at jeg udviklede seneskedehindebetændelse i begge håndled. Det var umiddelbart en konsekvens af alt for meget kassearbejde i den lokale Fakta, men smerterne blev fortid da jobbet blev det, og siden har jeg ikke værdiget det mange tanker.
Det er jeg til gengæld blevet nødt til nu. Jeg aner ikke hvad jeg gør forkert, for selvom jeg er langt mere aktiv nu end jeg tidligere har været, så overbelaster jeg umiddelbart ikke mine arme.
En ting er, at have så ondt, at man nærmest er nødt til at bide i fire sofapuder for at undgå, at naboerne kan høre en skrige af smerte, men ikke at vide hvad der er skyld i smerten gør det hele meget mere uudholdeligt for hvad nu hvis jeg skal have det sådan resten af livet?
Forhåbentlig får jeg svar på mandag når jeg skal en tur omkring min praktiserende læge, for frygten er da lige til at gøre en fuldstændig tosset.
Aug 12
… Nej, jeg har ikke pludselig formeret mig, men det har min computer. I sidste uge kom der sådan en her ind ad døren, og i dag kom der så endelig flere RAM og en fin taske ind ad samme dør, så nu bliver den ikke meget mere fin

Jul 18
… at være til Grøn Koncert i går. Dagen startede fint, men efter Kashmir begyndte det langsomt at dryppe lidt. Det dryppede også til finalen i MC Fight Nights Tag Team Battle, men da Infernal gik på blev regnen hurtig glemt. De kan - om nogen - få alt det kedelige til at glide i baggrunden, og det endda selvom man ikke umiddelbart er interesseret i Lina’s mangel på tøj. Indrømmet! Havde jeg sådanne stænger, så tror jeg nu egentlig også, at jeg ville vise dem frem når jeg fik mulighed for det
Vi valgte dog at hoppe på jernhestene efter Infernal, og gik derfor desværre glip af TV2, men det virkede som et rigtig godt tidspunkt, specielt fordi syndfloden startede da vi nåede om til cyklerne. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har været så våd, og der var ikke ret mange steder vandet ikke nåede ind. Jeg har heller ingen problemer med at huske følelsen af at have en svamp i hver sko da jeg stod af cyklen, og der går vist et par dage før jeg skal have de sko på igen
Nu har DMI så lovet endnu en omgang i dag - måske man bare skulle blive indenfor i dag 
Jul 01
… og alligevel så langt fra.
Jeg søgte et, i mine øjne, ret spændende job forleden - et job hvor jeg kunne få lov til at prøve kræfter som IT-konsulent i et 4 måneders vikariat. Det tegnede lyst da jeg allerede blev kaldt til samtale samme dag som ansøgningsfristen var ovre, og det var så i dag det skulle ske. Ikke nok med, at jeg skulle en tur til en helt fremmed by, så var det også en meget fremmed oplevelse at skulle til jobsamtale, da det egentlig er den første rigtige af slagsen. Mine tidligere jobs har jeg fået uden samtale, men den strategi skal jeg nok ikke regner med der fortsætter.
Et par timer efter jeg var kommet hjem, med en fornemmelse i maven om, at det nok ikke var gået så ringe endda blev jeg ringet op.
Afslag!
Og sikke et afslag. Ud af 35 ansøgere var 4 af os blevet kaldt til samtale. Jeg fik en masse ros for min ansøgning og min samtale, og rosen blev ikke mindre af, at jeg fortalte, at det var første gang jeg var sådan rigtig i ilden, men de har desværre valgt en kandidat med langt mere erhvervserfaring end mig. Jeg forstår udmærket deres valg, for med en tidsbegrænset ansættelse på 4. måneder er det et helt naturligt valg, men det er alligevel lidt surt at vide, at man har gjort det så godt og så var det alligevel ikke godt nok når det kom til stykket.
Så nu må jeg vist bare ud og finde mig noget erhvervserfaring. Gad vide hvor man kan få det henne, når virksomhederne helst ik vil ansætte en nyuddannet? 
Jun 28
Eller - dvs. det føles i hvert fald lidt som juleaften
Min store niece på hele 17 år (Jep! jeg blev moster tidligt) kommer hjem fra det store udland og bliver en måneds tid, og jeg glæder mig helt vildt til at se hende igen! Det er 4 år siden jeg rejste fra USA, og derfor også 4 år siden jeg har set hende, og det er ikke ligefrem fordi tiden har stået stille i de 4 år.
Så om 28 timer er jeg på vej til Billund sammen med hendes far og lillesøster for at tage godt imod hende. Og mon ikke hun trænger til lidt forkælelse når hun er velankommet? Selvom hun har fløjet før er det første gang hun skal rejse så langt helt alene, men det skal nok gå godt selvom Schiphol er stor - hun er jo ikke i familie med mig for sjov skyld
Og så lige for at gøre sommeren endnu bedre, så kommer verdens sejeste veninde en tur til Jydelandet i uge 28, så bliver det næppe bedre 
Jun 21
… og jeg har stadig ikke fortrudt et eneste sekund. Jeg taler naturligvis om, at det for små 2 uger siden var 1½ år siden jeg første gang satte mine ben på Privathospitalet Mølholm, og jeg har jo så været der et par gange siden.
Der er sket voldsomt meget på 1½ år, og det blev også understreget da jeg var til 1. års kontrol d. 9 juni. Det var også den sidste kontrol på Mølholm, så de har nu sluppet mig helt officielt også. Jeg har stadig selv svært ved at se hele forandringen, men alle undersøgelser viser tydeligt, at det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Vægttab: 71,4 kg. De 49,2 kg er røget på det år der er gået siden operationen.
Ændring i BMI: fra 64 til 43,5. Så ja, jeg er stadig tyk, men ikke så meget som jeg har været.
Tabte cm: 118 cm (57 cm omkring skulderne, 20 cm i taljen og 41 cm over hofterne.)
Ændring i blodtryk: Fra 160/100 til 136/90.
Så selvom jeg langt fra er færdig med at tabe mig, så er der alligevel smuttet over 70 kg der aldrig kommer på igen. Min BMI skal gerne ned omkring 30 før jeg kan blive sendt videre i systemet til hudreduktion, og så er det så et nyt sygehus der skal vurdere om jeg skal tabe mig yderligere før de vil hjælpe mig af med overskydende hud.
Inden da skal jeg dog lige lære at spise som jeg bør. Jeg finder det voldsomt svært at spise 6 gange om dagen når jeg ikke har været sulten i et år, men min diætist og kontaktsygeplejeske mener, at det kan jeg træne mig selv til hvis jeg får kørt det rigtige spisemønster ind, så de har sørme givet mig lektier for 
Jun 21
Det er efterhånden lang tid siden jeg sidst tjekkede de forunderlige søgeord ud, men de er godt nok ikke blevet mindre forunderlige med tiden.
Guldhammer, Guldhammer Vogne og min kære fætter Martin Guldhammer Larsen er endnu engang tilbage som nogen af de mest populære ligesom dele af mit eget navn heller ikke går ramt forbi. Taget domænenavnet i betragtning er det vel egentlig heller ikke så mærkeligt. For en gangs skyld er jeg sluppet for søgninger omkring Jann Guldhammer og om han dyrker sex, så måske han har haft gang i noget seriøst SEO
Latinkurser i diverse afskygninger og størrelser er jeg også stød på igen, men ellers er det lidt småt med gengangere. Der er dog flere nye forunderlige søgeord på listen.
Av for fanden, siger jeg da engang imellem, men det er ikke pga. mit softskifte og bivirkninger, og det er ikke fordi min tandlæge blogger. Det er heller ikke fordi jeg drikker af Caféglas fra Herstal men jeg ville muligvis sige det, hvis jeg havde vovet mig op på en crosstrainer fra Føtex, for de kan næppe være lavet til voksne mennesker. Jeg er blevet kaldt mange ting igennem årene, men aldrig Hamster Heidi (kun Guldhamster ), ligesom jeg heller aldrig har hamstret discopumpere, propecia eller stedmorblomster, men det er der måske andre der har?
Jun 08
Det er da lige til at blive forpustet af at være arbejdsløs. I første omgang er man ved at udvikle skrivekrampe af at udfylde diverse papirer til a-kassen, og hvis man så vover at beholde sit studiejob bare for at lave et eller andet, skal der udfyldes endnu flere papirer.
Dernæst så kommer der sjove breve i ens postkasse. F.eks. har jeg modtaget et i dag (det burde nok være kommet i lørdags) omkring CV-møde hos a-kassen i Århus. Fair nok, det skal jeg selvfølgelig tage til hvis jeg vil have dagpenge, men det er lidt vanskeligt at ordne den liste de sendte med 5 dage før mødet, når mødet er på onsdag. Udover det, så skal jeg rent faktisk også på arbejde onsdag på det der studiejob der trods alt giver lidt løn. Der var heldigvis ingen problemer i at blive indkaldt til et senere møde (tak Ulla!) når nu det var arbejde der forhindrede mig. Jobcenteret mener godt nok, at det er tidligt jeg er blevet indkaldt, taget i betragtning, at jeg først er dagpengeberettiget om 14 dage - men jeg skal tilsyneladende ikke fremgå i statistikken, så de vil bare have mig beskæftiget hurtigst muligt
Så nu kan jeg bare vente på det næste brev fra a-kassen mens jeg støvsuger diverse jobsites for relevante stillingsopslag.
|
|
Recent Comments