G U L D H A M M E R . O R G

Erhvervslivet frygter, ifølge en artikel i BT, at landets universiteter vil afvise alt for mange studerende i år. Jamen det er da virkelig synd for dem - men måske de skulle feje for egen dør før de begynder at kaste sig over andres fejl? De mener, at de om 5 år kommer til at mangle 6000 mennesker med kandidatuddannelse, godt nok primært inden for de naturvidenskabelige fag, men alle 6000 hører vel næppe under det fagområde.

I stedet for at pive, burde de måske overveje at begynde at sikre de folk de tilsyneladende kommer til at mangle allerede nu. Hvad hjælper det, at den ene person efter den anden med en kandidatgrad i baglommen bliver afvist pga. manglende erhvervserfaring? Det kan selvfølgelig være, at os der er blevet færdige med vores uddannelse virkelig er så dumme, at vi ikke må være med i de “kloge hoveder” og dermed ikke kan være med til at sikre Danmarks vækst og udvikling.

Jeg undres …

Der er dem man forventer at få, der er dem der dukker op til den forventede tid, der er dem man ikke forventer at få, der er dem der enten dukker for sent op eller slet ikke dukker op, og så er der dem som billigvoks.dk sender.

Jeg søger flere jobs hver uge, og det er ikke kun fordi det er et krav for at få dagpenge, for jeg vil rigtig gerne have et relevant job, så jeg kan komme i gang med den del af mit liv. Jeg får dog ca. ligeså mange afslag som jeg sender jobansøgninger, og engang imellem kan man helt være ved at miste modet, for tilsyneladende er der ikke rigtig nogen der vil have en.

Jeg er dog så heldig, at langt de fleste af de jobs jeg søger rent faktisk også er jobs jeg rigtig godt kunne tænke mig at ende ud med. Det gør selvfølgelig også afslagene lidt mere trælse, men det er jeg vist nødt til at tage med. De trælse afslag er dog med et næsten glemt. For en uge siden var der ansøgningsfrist på en stilling som kreativ tekstforfatter m.v. hos Billigvoks.dk, og jeg er ikke vant til, at man får besked specielt hurtigt når det er sådanne jobs der bliver søgt. Så stor var min overraskelse da jeg mødte postbudet for lidt siden da jeg kom hjem fra træning, og han stak mig en pakke fra firmaet. Min første tanke var, at jeg da ikke havde bestilt noget, og forbandt det ikke umiddelbart med min ansøgning før jeg pakkede op og fandt et pænt brev, en lækker flaske shampoo og to stykker tyggegummi.

Jeg begynder nu at forstå hvorfor man kun hører pæne ting om dem, og at deres kunder er mere end tilfredse med dem. Og hvis det er standarden for hvordan de behandler deres personale, så er jeg selvfølgelig endnu mere ærgelig over, at der ikke var gevinst, men de gjorde trods alt dagen noget mere lys til trods for, at den blev startet med et afslag.

… til jobsamtale.

Jeg skal i ilden i morgen lige inden middag laaangt ude på landet

Heldigvis kører der busser derud, og det endda ca. hver anden time, så hvis det viser sig, at de gerne vil lege med mig indtil slutningen af maj næste år, er jeg selvfølgelig mere end frisk og så betyder en bustur på 45 minutter hver vej knap så meget.

Skal jeg være helt ærlig, så kan jeg godt mærke at sommerfuglene basker lidt rundt lige nu, selvom det trods alt er lidt beroligende, at det gik godt sidste gang.

Tilbage i 90′erne var jeg så “heldig”, at jeg udviklede seneskedehindebetændelse i begge håndled. Det var umiddelbart en konsekvens af alt for meget kassearbejde i den lokale Fakta, men smerterne blev fortid da jobbet blev det, og siden har jeg ikke værdiget det mange tanker.

Det er jeg til gengæld blevet nødt til nu. Jeg aner ikke hvad jeg gør forkert, for selvom jeg er langt mere aktiv nu end jeg tidligere har været, så overbelaster jeg umiddelbart ikke mine arme.

En ting er, at have så ondt, at man nærmest er nødt til at bide i fire sofapuder for at undgå, at naboerne kan høre en skrige af smerte, men ikke at vide hvad der er skyld i smerten gør det hele meget mere uudholdeligt for hvad nu hvis jeg skal have det sådan resten af livet?

Forhåbentlig får jeg svar på mandag når jeg skal en tur omkring min praktiserende læge, for frygten er da lige til at gøre en fuldstændig tosset.

… og alligevel så langt fra.

Jeg søgte et, i mine øjne, ret spændende job forleden - et job hvor jeg kunne få lov til at prøve kræfter som IT-konsulent i et 4 måneders vikariat. Det tegnede lyst da jeg allerede blev kaldt til samtale samme dag som ansøgningsfristen var ovre, og det var så i dag det skulle ske. Ikke nok med, at jeg skulle en tur til en helt fremmed by, så var det også en meget fremmed oplevelse at skulle til jobsamtale, da det egentlig er den første rigtige af slagsen. Mine tidligere jobs har jeg fået uden samtale, men den strategi skal jeg nok ikke regner med der fortsætter.

Et par timer efter jeg var kommet hjem, med en fornemmelse i maven om, at det nok ikke var gået så ringe endda blev jeg ringet op.

Afslag!

Og sikke et afslag. Ud af 35 ansøgere var 4 af os blevet kaldt til samtale. Jeg fik en masse ros for min ansøgning og min samtale, og rosen blev ikke mindre af, at jeg fortalte, at det var første gang jeg var sådan rigtig i ilden, men de har desværre valgt en kandidat med langt mere erhvervserfaring end mig. Jeg forstår udmærket deres valg, for med en tidsbegrænset ansættelse på 4. måneder er det et helt naturligt valg, men det er alligevel lidt surt at vide, at man har gjort det så godt og så var det alligevel ikke godt nok når det kom til stykket.

Så nu må jeg vist bare ud og finde mig noget erhvervserfaring. Gad vide hvor man kan få det henne, når virksomhederne helst ik vil ansætte en nyuddannet?

… og jeg har stadig ikke fortrudt et eneste sekund. Jeg taler naturligvis om, at det for små 2 uger siden var 1½ år siden jeg første gang satte mine ben på Privathospitalet Mølholm, og jeg har jo så været der et par gange siden.

Der er sket voldsomt meget på 1½ år, og det blev også understreget da jeg var til 1. års kontrol d. 9 juni. Det var også den sidste kontrol på Mølholm, så de har nu sluppet mig helt officielt også. Jeg har stadig selv svært ved at se hele forandringen, men alle undersøgelser viser tydeligt, at det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Vægttab: 71,4 kg. De 49,2 kg er røget på det år der er gået siden operationen.
Ændring i BMI: fra 64 til 43,5. Så ja, jeg er stadig tyk, men ikke så meget som jeg har været.
Tabte cm: 118 cm (57 cm omkring skulderne, 20 cm i taljen og 41 cm over hofterne.)
Ændring i blodtryk: Fra 160/100 til 136/90.

Så selvom jeg langt fra er færdig med at tabe mig, så er der alligevel smuttet over 70 kg der aldrig kommer på igen. Min BMI skal gerne ned omkring 30 før jeg kan blive sendt videre i systemet til hudreduktion, og så er det så et nyt sygehus der skal vurdere om jeg skal tabe mig yderligere før de vil hjælpe mig af med overskydende hud.

Inden da skal jeg dog lige lære at spise som jeg bør. Jeg finder det voldsomt svært at spise 6 gange om dagen når jeg ikke har været sulten i et år, men min diætist og kontaktsygeplejeske mener, at det kan jeg træne mig selv til hvis jeg får kørt det rigtige spisemønster ind, så de har sørme givet mig lektier for

Det er da lige til at blive forpustet af at være arbejdsløs. I første omgang er man ved at udvikle skrivekrampe af at udfylde diverse papirer til a-kassen, og hvis man så vover at beholde sit studiejob bare for at lave et eller andet, skal der udfyldes endnu flere papirer.

Dernæst så kommer der sjove breve i ens postkasse. F.eks. har jeg modtaget et i dag (det burde nok være kommet i lørdags) omkring CV-møde hos a-kassen i Århus. Fair nok, det skal jeg selvfølgelig tage til hvis jeg vil have dagpenge, men det er lidt vanskeligt at ordne den liste de sendte med 5 dage før mødet, når mødet er på onsdag. Udover det, så skal jeg rent faktisk også på arbejde onsdag på det der studiejob der trods alt giver lidt løn. Der var heldigvis ingen problemer i at blive indkaldt til et senere møde (tak Ulla!) når nu det var arbejde der forhindrede mig. Jobcenteret mener godt nok, at det er tidligt jeg er blevet indkaldt, taget i betragtning, at jeg først er dagpengeberettiget om 14 dage - men jeg skal tilsyneladende ikke fremgå i statistikken, så de vil bare have mig beskæftiget hurtigst muligt

Så nu kan jeg bare vente på det næste brev fra a-kassen mens jeg støvsuger diverse jobsites for relevante stillingsopslag.

Efter at have gået i skole hele mit liv, er jeg nu officielt helt færdig med det. Det er en fed tanke, men det er stadig også meget spøjst - for hvad skal jeg så nu?

Ja, jeg skal selvfølgelig meldes ledig og alt det der pjat, og jeg skal stadig søge jobs, men der går nok alligevel et par dage før det helt går op for mig, at jeg nu rent faktisk ikke er studerende længere, men ganske almindelig arbejdsløs.

Men indtil det går helt op for mig, så har jeg kun en ting at sige:

Yepikayiyeah!

Skulle nogen være i tvivl, så forsvarede jeg min kandidatafhandling i går - og bestod sørme

Så skete det sq! Jeg har endelig fået afleveret min kandidatafhandling. Det er måske ikke verdens bedste afhandling, men den er færdig, og det er jeg forhåbentlig også med min uddannelse om nogle uger. Utroligt man kan glæde sig så meget til at blive arbejdsløs akademiker

… når det mest positive ved en karrieremesse er Arriva’s gratis internet i toget og et gensyn med et par tidligere studiekammerater.

De der farligt fine jobtilbud der på forhånd var berettiget om, var i finanskrisens navn begrænset til et par praktikophold der - i bedste fald - er ulønnet, det kan man virkelig betale meget husleje med.

Men jeg fik da hilst på en masse smilende mennesker der enten slog fast, at cand.it’er bestemt ikke er noget de bruger, eller at man skulle være velkommen til at sende en ansøgning der måske ikke ville blive makuleret efter 5 sekunder (ikke at de præcist brugte de ord, men det var følelsen man stod med).

Jeg kan dog nu gøre op med mig selv, om jeg skal forsøge at søge en graduatestilling jeg - i hvert fald i starten - skal pendle efter, og risikere at blive totalt til grin fordi jeg ikke har relevant erhvervserfaring (måske der liiige er et par virksomheder der skal slå graduate op i ordbogen!) eller jeg skal begynde at lede efter jobs jeg i bund og grund er overkvalificeret til. Under alle omstændigheder er jeg ret glad for, at jeg ik er færdig endnu, og der går SU ind på kontoen et par måneder endnu.

Heldigvis kom jeg da et skridt nærmere valget af A-kasse, da der i det mindste var et seriøst bud på en god kandidat til at varetage den opgave. Jeg må nok konstatere, at da manden fra Akademikernes A-kasse begyndte at svine Herning lidt til, så tabte han altså voldsomt i det kapløb - det kan godt ske, at vi ikke er verdens største by med overdrevet mange akademikere, men vores lokale fagforeninger kommer squtte i en bogbus hver onsdag mellem 13 og 14!